Udgivelser

Digtsamlinger

Institutionaliseret

”Institutionaliseret” (2022) er Haidar Ansaris anmelderroste debutdigtsamling, som han skrev, mens han sad i fængsel dømt for drabsforsøg. Den kan læses som en art selvbiografi fortalt i hovedsageligt korte digte og er opdelt i tre dele. Først ”Kvarteret” som handler om barndommen, hvor den unge Haidar går i folkeskole og bruger sin fritid på at hænge ud i gaderne.

Noget af det, ham og hans venner laver, kan man kalde for drengestreger eller ballade, men det forekommer vigtigt også at skelne mellem det og de mere reelle voldsepisoder, der udspiller sig. Både mod og med ham. Man forstår, at volden har været til stede i snart sagt alle domæner i hans liv, lige siden han var en lille dreng. Han bliver rekrutteret af ”en af de ældre” (s. 43) og fungerer snart som en slags stikirenddreng for de ældre bandemedlemmer, eller ”sjakaler” som de også bliver kaldt. Hurtigt bliver han også sat til at sælge kokain, og snart er han fanget i en gældsspiral, hvor han er tvunget til at sælge mere for at kunne betale det, han skylder.

Anden del har titlen ”Institutioner”, og her er det lettere fiktionaliserede digterjeg inde og ude af institutioner. Karaktergalleriet inkluderer nu også pædagoger, fængselsbetjente og advokater. Det kriminelle liv fortsætter mere eller mindre upåvirket uden for institutionernes mure, og inden for får man også jævnligt ”en kaster” ind over hegnet, som kan være en appelsin med 10 gram hash eller kokain i. Men fængslet er også en udmattelsesmaskine, som skaber kedsomhed og frustration. Digtene er fulde af lort og urin og onani og magtesløshed både hos fængselspersonale og indsatte. Der er noget uforløst og trist over det.

Tredje del hedder ”Fængsler”, og den starter med det knivstikkeri, som giver en femårig dom. Jeget er mere distanceret fra sine omgivelser i de her digte. Mere optaget af det indadvendte, af at erkende sig selv og lave det om, forstår man. Digtenes direkte sprog og hurtige rytme når deres stilistiske højdepunkt i det sidste og længste digt, hvor fængslets hverdag virkelig udpensles, men hvor verden uden for også melder sig.

Kilde: Forfatterweb

Normaliseret

Haidar Ansaris debut sluttede med et langdigt, som med hurtig og intens og rytme bevægede sig gennem tiden i fængslet. I ”Normaliseret” (2025) samles energien op, men vi er på den anden side af den transformation, der fandt sted i ”Institutionaliseret”. Digtenes jeg er steget op i de sociale grader og er gået fra et være fængslet teenager til feteret digter, som er bredt anerkendt for såvel sine digte som sine meningstilkendegivelser i offentligheden.
Det er ikke uden ambivalens, forstår man som læser hurtigt. Det har kostet dyrt for jeget. Der er ikke et rent snit mellem de to forskellige tilværelser, det er mere mudret end som så. Ikke mindst har sagsomkostninger for hans retssag sat ham i en uoverskuelig gæld med renter, som han skal betale tilbage til staten: ”7500 kr. per måned i 59,5 år” (s. 16).

Den nye verden stiller krav. Jeget bruger mange penge, bl.a. på drinks til kvinder, som han gerne vil vise, at han er en rigtig mand, så han knepper dem, selvom han mere har brug for bare at blive holdt om og krammet af dem. I det hele taget oplever han, at der er mange forventninger til ham. Han skal spille en rolle, spille klovn, for sit publikum, hvem end de er.

Ansari befinder sig imellem sine to verdener. Den hvide kulturelite og den socialt belastede familiebaggrund. Det er en ensom position. Han nægter at lade sig opsluge af bedsteborgerskabet og hudfletter den racisme og klassetro opførsel, han møder der. Samtidig nægter han at acceptere letkøbte og ansvarsfraskrivende bortforklaringer, når f.eks. hans far gældsætter sig i kviklån, fordi han er afhængig af forbrug. Det er dyrt at være fattig, det har Ansari et præcist blik for, men han synes også, at faren burde tage sig sammen og træffe bedre beslutninger.

Igen udmærker Ansaris digte sig med deres direkte og præcise sprog, og man fornemmer også en digter, hvis register bliver større. Stilistisk kan han bevæge sig sømløst gennem flere forskellige modaliteter.

Kilde: Forfatterweb

Udvalgte debatindlæg

Personligt ansvar

“Vi mennesker træffer vore egne beslutninger ud fra de givne valgmuligheder. Mine valgmuligheder bestod ikke i statskundskab eller jura, men jeg traf selv beslutningen om at tage kniven i lommen. Jeg valgte selv at fylde mine lommer med euforiserende stoffer. Vold og narko var indlysende også langt nemmere tilgængeligt for mig, men ingen tvang mig. Ikke andre end mig selv...

Jeg vil ikke længere reduceres til et produkt af samfundet, for efterhånden er jeg blevet et produkt af min egen idioti. Altså, hvis man i en alder af 20+ stadig sidder på en bænk, ryger joints og grubler over livets uretfærdighed, så er elendigheden selvforskyldt.”

Afskaf det frie skolevalg


“Ligesom jeg forstod, at verden er større end kvarteret, lærte de, at verden er større end Indre By. At ikke alle børn vokser op med litteratur og kunst. At ikke alle børn spiser sundt. At ikke alle børn har forældre, der hjælper dem med lektierne...
Når børn mødes på tværs af socioøkonomiske, kulturelle og geografiske forhold, oplever og opbygger de en samhørighed med hinanden og samfundet. De vokser op i et samfund, hvor de allerede har mødt andre jævnaldrende, der ikke ligner dem, taler som dem eller klæder sig som dem. Den samhørighed smitter af på resten af samfundet. Det skubber os tættere sammen som befolkning. Det er i bund og grund det stof, den såkaldte sammenhængskraft er gjort af.“

Nedarvede traumer


Når velmenende mennesker i min omgangskreds spørger til min sindstilstand, trækker jeg på skuldrene og svarer, at alt er godt. Set udefra kører mit liv på skinner. Der bliver snakket pænt om mig i aviserne, radioen og fjernsynet. Jeg har lige skrevet under på min anden bogkontrakt hos Gyldendal, og de forskellige projekter, jeg sætter i værk, lykkes egentlig. Men inderst inde døjer jeg stadig med min forældres traumer og dem, jeg selv tilegnede mig i min fortid som kriminel...

Det her er ikke et forsøg på at undskylde dårlig adfærd. Det er ikke et forsøg på en bortforklaring. Eller et håb om medynk. Det er derimod et opråb om, at vi som mænd bliver nødt til at erkende de nedarvede traumers natur.“